- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Musik over Præstø Fjord Nordisk Folk Festival
Velkommen til MoPF Nordisk Folk Festival 2025!
Søren og Anne Grete byder velkommen til fire dage med musik, sang og dans, bålhygge, vikinger, stjernedrys og dug i græsset, glade børn og voksne og ikke mindst en masse buskspil rundt omkring på hele festivalpladsen.
‘Musik over Præstø Fjord’ er stedet, hvor man er tæt på musikken. Man er tæt på musikerne. Tæt på hinanden. Alle er til fest sammen i den helt særlige magiske atmosfære i fællesskab om musikken. Og det er netop dét, folkemusikken kan. Folkemusikken på Musik over Præstø Fjord skaber bånd mellem musikken og dansen, mellem de unge og de gamle, mellem de nye og nyskabende tendenser og den autentiske videreføring af traditionen. Det gør vi med et spændende program sammensat af mere end 30 koncerter med professionelle artister, indspark fra de unge fra ROD og FOD og Folkekonservatorium, workshops i dans/spil, sangcirkel, samtaler og masser af plads til fri leg, buskspil, gøgl og snak.
Musik over Præstø Fjord er en non-profit forening med mange frivillige folk, der er helt fantastiske. Tak for jer og på forhånd tak til nye, der ønsker at være med som frivillige. Tilmelding på www.MoPF.dk
Vi får god støtte fra Kunststyrelsen, KodaKultur, Næstved Kommune og andre. HURRA for dem. Vores budget er på ca 600.000 kr og ca ⅔ går til musik. Tak til alle professionelle musikere for at bakke op om at få ens overenskomstmæssige honorarer, så mange kan komme og glæde os med deres skønne musik.
Vi har fire scener med professionel musik, 80% nordisk og i 2025 har vi inviteret belgisk, tysk og estisk musik med på scenen til gensidig inspiration.
Køb din øl i baren, mød vikingerne ved deres telte, ha’ sjov på mange måder; i musikken, med gøgl, i ‘Kig ind’ teltet, på Kyssebænken, i mødet med hinanden, mødet mellem generationer, med hygge i solskin og magi under månens stråler.
Velkommen i vores have – – værtsparret Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj
